Det er en god idé at bevare uret i så god stand som mulig

De fleste ur-ejere vil gerne sørge for, at deres ur er i tip-top stand fra den dag de køber det, til den dag de skifter det ud med et nyt.

Tid er selvfølgelig en vigtig faktor, og intet ur lever for evigt, men hvis du følger nedenstående råd, vil dit ur i det mindste holde i længere tid end naboens.

Slag og stød: Dette råd siger sig selv. Sørg for at behandle uret forsigtigt, og tag det gerne af hvis du skal lave hårdt fysisk arbejde, hvor du bruger dine arme (for eksempel som flyttemand). Får dit ur stød i forbindelse med sportsgrene som tennis eller golf, er det som regel ikke noget at bekymre sig over.

Sved: Hvis det er varmt udenfor eller hvis du bare sveder generelt bør du tørre det af uret så hurtigt som muligt.

Temperaturudsving: Heldigvis er Quartz ure mindre følsomme overfor ekstreme temperaturudsving end mekaniske ure, og er bygget til at leve i mange år med temperaturer mellem -10 og +35 grader. Uret kan begynde at gå langsommere, hvis det opbevares et koldt sted, men det vil begynde at gå regelmæssigt, så snart du går med det. Temperaturer under -10 og over +35 kan skade uret. Batteriets holdbarhed bliver desuden i høj grad reduceret af temperaturer over 40 grader (heldigvis ikke noget problem i Danmark)

Kemikalier: Gasser, kviksølv, kemikalievæsker osv. kan misfarve urkassen, armbåndet og remmen. Sørg for at holde kviksølv væk fra uret, da det kan efterlade grimme grå pletter.